start på hovedindhold

STU-elever installerer nu solceller i Uganda

Efter flere måneders forberedelse er det i dag, den 7. maj, blevet tid: En gruppe elever fra STU Randers er nu på vej til Uganda, hvor de skal arbejde med installation af solceller i samarbejde med lokale partnere.

Efter flere måneders forberedelse er det i dag, den 7. maj, blevet tid: En gruppe elever fra STU Randers er nu på vej til Uganda, hvor de skal arbejde med installation af solceller og indgå i et kulturmøde med ugandiske elever gennem et projekt udviklet i samarbejde med organisationen SUG og lokale partnere i Uganda.

Rejsen markerer kulminationen på en længere proces, hvor eleverne har forberedt sig både fagligt og praktisk. I Uganda skal de omsætte deres viden til praksis, når de deltager i installation af solenergi på BCK School of Hope i samarbejde med elever fra Omugo Skills Development Centre.

Eleverne ser frem til både at gøre en forskel og opleve en ny kultur.

“Jeg er glad for at være med til at gøre en forskel for andre. Jeg glæder mig til at opleve landet,” fortæller John Parry.

Også mødet med en ny kultur og samarbejdet med lokale elever fylder i forventningerne.

“Jeg tror først og fremmest, det bliver en oplevelse at skulle samarbejde på engelsk med mennesker, man ikke kender,” siger Sebastian Petersen.

For Steven Lyster Jachmann Kristensen er både naturen og det faglige arbejde noget særligt:

“Jeg ser frem til at opleve naturen i Uganda. Selve arbejdet med solceller og elinstallationer tror jeg også bliver spændende.”

Formålet med projektet er at skabe et stærkt samarbejde og kulturmøde mellem de danske og ugandiske elever. Arbejdet med installation af solceller danner rammen om samarbejdet og giver eleverne mulighed for at lære af hinanden gennem fælles praktiske opgaver. Samtidig kan installation af solceller få stor betydning for både undervisning og dagligdag de steder, hvor anlæggene etableres.

Undervejs i opholdet besøger eleverne også en lokal solenergivirksomhed i Arua og deltager i træning på Omugo Skills Development Centre. Herefter følger flere dages arbejde med installation, hvor eleverne bliver en aktiv del af processen.

Rejsen byder også på kulturelle oplevelser og indblik i livet i Uganda. Programmet rummer blandt andet ophold i Murchison Falls National Park og besøg i hovedstaden Kampala.

“Det her er en unik mulighed for eleverne for at bruge deres faglige kompetencer i praksis og samtidig opleve, hvordan deres indsats kan gøre en reel forskel. Det er læring, man ikke kan skabe i et klasselokale,” siger underviser Jørn Sørensen fra STU Randers.

Projektet er støttet af GLOBUS – Puljen for Globalt engagement, Uddannelse og Samarbejde, som understøtter samarbejder mellem danske uddannelsesinstitutioner og partnere i det Globale Syd med fokus på engagement i udviklingssamarbejde og Verdensmålene. Projektet er udviklet af STU Randers i samarbejde med SUG og lokale samarbejdspartnere i Uganda.

Eleverne er planlagt til at være i Uganda frem til den 26. maj, hvor de vender hjem til Danmark igen.

Man kan følge elevernes oplevelser og projektet her: Solcelleenergi i Uganda (GLOBUS) samt på STU Randers’ Instagram @stu_randers og Facebook.

Vi ønsker dem en rigtig god rejse og glæder os til at følge deres oplevelser undervejs!