
Gastronomi
Er du vild med at lave mad? Drømmer du om at arbejde i en café, restaurant, køkken eller madbutik? Så er gastronomi-linjen noget for dig.
For dig, der kan li’ at lave mad
Her får du kendskab til køkkenets verden og måltidets vej fra planlægning til indkøb og servering. Du lærer også om sund livsstil og får muligheden for at tage et hygiejnebevis og et baristakursus.
Du får et kendskab til
- Forskellige madlavningsteknikker
- Salg, service og økonomi
- God hygiejne
- En sund livsstil og bæredygtighed
Din undervisning
På Gastronomi får du både praktiske færdigheder og teoretisk viden. Du lærer at tilberede og servere et bredt udvalg af retter og bagværk og bliver fortrolig med brugen af køkkenmaskiner samt forskellige madlavningsteknikker. Du får også indsigt i hygiejne i køkkenet og lærer, hvordan du håndterer fødevarer korrekt og holder arbejdsstationer rene.
Du får viden om, hvordan man planlægger indkøb og styrer økonomi i en husholdning.
Undervisningen indeholder også emner om livsstil, hvor du får forståelse for, hvordan valg af livsstil påvirker din sundhed og velvære. Som en del af undervisningen får du praktisk erfaring med at servicere og sælge. Du vil hjælpe med at arrangere og servere mad og drikke til skolens arrangementer og sørge for, at kaffe- og madvogne er klar til møder. Derudover fremstiller du delikatesser, som vi sælger ved forskellige lejligheder.
Bæredygtighed er et centralt tema, og du får indsigt i emner som klima, sæson, madspild, genbrug og affaldssortering. I samarbejde med Skills-linjen får du også mulighed for at dyrke dine egne grøntsager og krydderurter i skolens orangeri, som vi i bruger i madlavningen.
Du får udleveret et personligt sæt arbejdstøj i form af bukser og kokkejakke.
Praktik
Når du er klar til at komme i praktik, taler du med din vejleder om, hvilken virksomhed, du gerne vil prøve dine evner af i. Vi hjælper dig med at tilrettelægge praktikken, så den tager udgangspunkt i dine ønsker og behov.
Du kan komme i praktik i flere forskellige slags virksomheder. Eksempler på praktikker kan være kok eller serviceassistent i et køkken/kantine, delikatessemedarbejder, cater, tjener/servitrice. Mulighederne er mange.