
Valgfag
På skolen tilbyder vi forskellige valgfag. Det kan eksempelvis være svømning, E-sport eller Cykelværksted.
En dag ugentligt har du valgfag. Vi opretter løbende fagene ud fra dine og de andre elevers ønsker og interesser, og det vil derfor variere, hvilke valgfag der udbydes i løbet af et skoleår.
Her kan du se eksempler på nogle af de valgfag, du kan have på STU Randers
Elsker du at cykle, og kunne du tænke dig at få nye og spændende oplevelser på to hjul i al slags vejr? Så skal du vælge valgfaget Cykling.
På dette valgfag øver vi os på at cykle på mountainbike (MTB), hvor vi både cykler på teknikbane og rundt omkring i lokalområdet. Derudover vil du blandt andet lære om trafiksikkerhed, gearskift, balance og udholdenhed, når vi cykler på de hårde bakker omkring Hald. Du vil desuden kunne opleve, at vi pakket cyklerne på traileren og kører ud og oplever nye og spændende steder at cykle.
Du kan også deltage i dette valgfag, selvom du ikke kan cykle MTB, da vi også har en side by side cykel, hvor personalet vil sidde og cykle sammen med dig.
Eksempler på indhold:
- MTB
- Servicering af cykler
- Aflæsning af kort
- Trafikregler
- Øve balance
- Øve gearskift
- Kondition og udholdenhed.
På dette valgfag kan du blandt andet møde underviserne Christina Friis og Steffen Lundø Jørgensen.
Er du vild med fysisk aktivitet og at få pulsen op, og har du mod på at være i bevægelse sammen med andre, så skal du vælge valgfaget idræt.
Sammen forsøger vi at gøre idræt på STU Randers udfordrende, spændende og frem for alt sjovt.
Det er ikke et krav, at du på forhånd er kendskab til forskellige idrætsgrene, men en vis portion nysgerrighed over for faget, samt interesse i at få forståelse for nye idrætsformer og en positiv indstilling til dette, er bestemt en fordel. Derudover er det en fordel, hvis du kan rumme støj og lyde samt at være i bevægelse med andre.
På STU Randers har vi gode rammer til vores idrætsudfoldelse både inden- og udenfor. Vi har både gymnastiksal og multibane til vores rådighed. Derudover har vi vores eget græsareal/fodboldbane, samt skovterræn og andre naturskønne områder i Hald og omegn.
Du vil i fællesskab med de andre elever og dine undervisere være med til at planlægge forløb med boldspil, styrketræning, redskabsgymnastik, atletik og forskellige former for løb og bevægelse. Vi udvikler på disciplinerne og holder os ikke tilbage over for nye ideer, så du kan selv være med til at skabe indholdet.
Der er desuden mulighed for at deltage i forskellige løb samt i hockey- og fodboldstævner med andre STU’er. Eksempelvis står elever og personale fra STU Randers hvert år for et stort STU atletikstævne i juni, hvor der deltager STU-elever fra mange andre steder i Jylland.
Eksempler på indhold:
- Forskellige former for boldspil
- Styrketræning
- Løb og bevægelse
- Atletik
- Redskabsgymnastik
- Og mange andre udfordrende og spændende former for idræt.
På dette valgfag kan du blandt andet møde underviserne Lene Fisker Sørensen, Lone Vinge Mikkelsen og Jørn Sørensen.
Kan du lide at være ude i naturen, og har du mod på at afprøve aktiviteter, der af og til ligger lidt uden for din komfortzone? Så skal du vælge valgfaget Outdoor.
Vi er fysisk aktive og lærer basale færdigheder i forhold til ophold og aktiviteter i naturen. Undervisningen tager udgangspunkt i elevernes ønsker, mobilitet og ambitioner, og du kan derfor være med til at præge valgfagets indhold.
Generelt foregår en del af undervisningen ude af huset, hvor du vil komme med ud og besøge forskellige foreninger og klubber, der har udendørs og actionprægede aktiviteter.
Valgfaget afsluttes ofte med en tur på cirka 30 timer, hvor vi sejler, vandrer og overnatter i enten telt, shelter eller bivuak.
Eksempler på indhold:
- Vandreture i naturen
- Ture på mountainbike
- Actionprægede aktiviteter, såsom hardball
- Og mange andre spændende oplevelser ude i det fri.
På dette valgfag kan du blandt andet møde underviserne Christina Friis, Lene Fisker Sørensen og Jørn Sørensen.
Er du vild med at svømme eller drømmer du om at lære det? Så skal du være med på valgfaget Svømning. På dette valgfag lægges der en individuel plan for hver enkelte deltager, hvilket vil sige, at vi tager udgangspunkt i dine ønsker og forudsætninger.
Undervisningen vil foregå i en af kommunens svømmehaller, og du vil blive introduceret til de fire svømmediscipliner; bryst- og rygsvømning, crawl og butterfly, samt få træning i svømmeteknikker. Du vil desuden blive undervist i motionssvømning, udspring og dykning.
På valgfaget vil du også få mulighed for at blive introduceret til bassinlivredderprøven og eventuelt få træning forud for prøveaflæggelse.
Eksempler på indhold:
- Vandtilvænning
- Intro til de fire svømmediscipliner
- Arbejde med svømmeteknikker
- Motionssvømning
- Udspring og dykning
- Mulighed for at tage bassinlivredderprøve.
På dette valgfag kan du blandet andet møde underviserne Lone Vinge Mikkelsen og Henrik Würtz Christensen, der er uddannet svømmelærer og livredder.
Vil du lære at bage kager og trives du i et køkken? Hvis svaret er ja, så er dette valgfag lige noget for dig.
På valgfaget Kage prøver vi kræfter med at bage en masse forskellige kager, og du vil få mulighed for at afprøve både nemme og svære opskrifter. Vi arbejder også med forskellige kagetemaer, der kan strække sig hen over flere undervisningsgange – dette kan for eksempel være ”Det perfekte studenterbrød”, hvor vi tester forskellige opskrifter og finder den absolut bedste.
Vi smager selvfølgelig altid selv på vores kager, men sommertider bager vi også kage til de andre på STU Randers.
Eksempler på indhold:
- Kagebagning
- Kagesmagning
- Bidrage med kage til STU Randers og vores fredagscafé
- Samt mange andre hyggelige opgaver i køkkenet.
På dette valgfag kan du blandt andet møde underviserne Jane Sørensen og Maigen Lund.
Er du vild med at være kreativ, og elsker du at forme og farve spændende nye projekter? Så skal du være en del af dette valgfag.
På valgfaget Kunst vil du lære om forskellige teknikker og materialer. Du vil opleve, at der på dette valgfag altid er plads til kreative idéer og spændende forslag til nye eksperimenter, og det kun er fantasien, der sætter grænser. På dette valgfag har vi nemlig fokus på at skabe plads til at eksperimentere og udfolde sig kreativt med projekter.
Du vil både kunne komme til at arbejde med fælles kunstprojekter og individuelle projekter, og nogle af de ting vi laver bruger vi til at pynte op på STU Randers.
Eksempler på indhold:
- Tegne
- Male
- Syning
- Kunstprojekter under overskrifter som for eksempel; vinter, glas og genbrug
- Og mange andre spændende og kreative projekter.
På dette valgfag kan du blandt andet møde underviser Maigen Lund.
Vil du lære at bruge dine hænder og forskelligt værktøj? Og trives du med praktiske opgaver både ude og inde? Hvis svaret er ja, så er pedelholdet lige noget for dig.
På valgfaget Pedel hjælper vi med at vedligeholde og drive skolen, hvor vi udfører praktiske opgaver og småreparationer. Inden for kan dette for eksempel være opsætning af sæbedispensere, male, flytning af møbler og inventar, mens vi uden for håndterer forskellige former for havearbejde, kørsel til lossepladsen og mange andre ting, der får hverdagen på STU Randers til at fungere.
Ud over arbejdet på selve skolen, kører vi også ud til andre institutioner, der har brug for hjælp til lignende opgaver. Dette er som regel opgaver, der kan gøres færdig på én dag, men til tider vil du også være med til at arbejde på projekter, der løber over et par gange.
Eksempler på indhold:
- Småreparationer
- Malerarbejde
- Græsslåning, tilplantning af krukker og andre former for havearbejde
- Samt mange andre praktiske opgaver indendørs såvel som udendørs.
På dette valgfag kan du blandt andet møde underviserne Jørn Sørensen og Henrik Würtz Christensen.
Kunne du tænke dig at være en del af et frirum kun for piger? Så er valgfaget Pigeklub helt sikker noget for dig.
På valgfaget Pigeklub fokuserer vi på at skabe et frirum, hvor vi lærer hinanden godt at kende, så det bliver ekstra hyggeligt at mødes i pauserne på skolen og eventuelt også i fritiden.
Indholdet i undervisningen på dette valgfag spænder bredt, og alle i pigeklubben har mulighed for at komme med idéer til aktiviteter, som vi kan lave. Derudover vil du i pigeklubben komme til at deltage i samtaler om emner, der er relevante for unge piger. Emnerne vi taler om, bliver valgt ud fra, hvad I piger på holdet synes er spændende, og du får derfor mulighed for at være med til at præge undervisningen.
Valgfaget afsluttes som regel ved, at vi tager på en heldagsshoppetur i enten Aarhus eller Aalborg.
Eksempler på indhold:
- Spændende samtaler om emner, der er relevante for unge piger; krop, veninder, kærester mv.
- Håropsætning
- Ordne negle
- Bagning
- Shoppeture
- Og mange andre aktiviteter, som du og de andre piger synes er spændende.
På dette valgfag kan du blandt andet møde underviserne Maigen Lund og Christina Friis.
Kunne du tænke dig at være en del af en klub kun for mænd, hvor du har mulighed for både at tale om emner, der relaterer sig til det at være mand og lave forskellige ”mandeting”? Så skal du vælge valgfaget Mandeklub.
De år, hvor du går fra at være en stor dreng til en ung mand, er en tid med stor udvikling, dilemmaer, udfordringer og nye tanker om identitet, værdier og adfærd. På dette valgfag udforsker vi derfor, hvad det vil sige at være mand ved blandt andet at have samtaler identitet, stil, idealer, fremtoning og hvad det vil sige at være en ’rigtig’ mand.
Derudover vil du i mandeklubben lave spændende ”mandeaktiviteter” på og udenfor skolen. Vi tager for eksempel på udflugter, hvor vi laver aktiviteter som træklatring, lasergame og bueskydning, og på skolen vil du blandt andet komme med i køkkenet, hvor vi laver ”mandemad”.
I mandeklubben prioriterer vi at diskutere og nå til enighed om, hvad ”mandeting”, ”mandemad” og ”mandeaktiviteter” egentligt er for noget, og du har som elev derfor stor mulighed for at være med til at præge indholdet i undervisningen.
Eksempler på indhold:
- Tale om emner, der er relevante for unge mænd; krop, idealer, fremtoning, hygiejne mv.
- Aktiviteter; se film, bueskydning, træklatring, lasergame mv.
- Og mange andre aktiviteter, som du og de andre unge mænd synes er spændende.
På dette valgfag kan du blandt andet møde underviserne Jørn Sørensen og Steffen Lundø Jørgensen.
Har du lyst til at gå til eksamen inden for et eller flere fag? Og ønsker du i den forbindelse at være klædt bedst muligt på, så er valgfaget Eksamensundervisning noget for dig.
Valgfaget tilbydes til de elever, der ønsker at komme op til eksamen i et eller flere fag, samt hvor vores personale vurderer, at dette er aktuelt.
I samarbejde med den eksamensgivende uddannelsesinstitution vil vi planlægge et forløb, som støttes op med undervisning af lærere på STU Randers.
Du vil blandt andet kunne komme til at arbejde med individuelle opgaver i dansk, matematik eller engelsk, hvorigennem vi støtter op og forbereder dig på at gå til eksamen i de relevante fag.
Forløbet kræver som oftest, at du har fremmøde en eller flere gange om ugen på den eksterne uddannelsesinstitution.
Eksempler på indhold:
- Individuelle opgaver i fag som eksempelvis dansk, matematik og engelsk
- Støtte i forberedelse til eksamen
- Samarbejde med eksamensgivende uddannelsesinstitutioner (eksterne samarbejdspartnere)
- Og meget andet, der klæder dig bedst muligt på til at tage de eksamener, du ønsker.
På dette valgfag kan du blandt andet møde underviserne Lene Fisker Sørensen og Henrik Würtz Christensen.