
Praktik
Det er en prioriteret og integreret del af STU'en, at du kommer i praktik.
Hvis du ønsker at blive klogere på, hvad du kan beskæftige dig med i fremtiden, har du mulighed for at komme ud og snuse til forskellige miljøer og fag. Derfor nøjes vi på STU Randers ikke med at tale om, hvad du kan erhvervs- og uddannelsesmæssigt efter din STU. I stedet hjælper vi dig til at prøve kræfter med forskellige praktikforløb. Praktik er en prioriteret og integreret del af STU'en på STU Randers.
Praktiksteder
Praktikken foregår fortrinsvis i virksomheder og offentlige institutioner, men du kan også blive afklaret på Center for Beskæftigelse og Revalidering. Vi hjælper dig med at finde en praktikplads, som matcher dig og dine ønsker.
Praktikstøtte
Før din praktik og undervejs støtter vi dig med det, som du har behov for – lige fra hjælp til morgenvækning og transport til tilrettelæggelse af dine arbejdsopgaver på praktikstedet.
STU Randers tilbyder praktikstøtte i form af:
- Hjælp til morgenvækning og igangsætning
- Hjælp med transport til og fra praktiksted
- Støtte af en underviser fra skolen i opstartsperioden
- Hjælp til at tilrette arbejdsopgaver på praktikstedet
- Etablering af kontaktperson blandt de ansatte på praktikstedet.
Desuden underviser vi dig i:
- Kultur på arbejdspladsen
- Personlig fremtoning
- Personlig adfærd
- Arbejdspladsens hierarki
- Sikkerhed og arbejdsmiljø
- Kvalitet i arbejdet
- Effektivitet på arbejdspladsen.
Formål med praktik
I dine praktikforløb får du mulighed for at snuse til forskellige arbejdspladser og mulighed for at afprøve de faglige, praktiske og personlige ting, du har arbejdet med på skolen.
På den måde bliver du:
- afklaret omkring hvilke brancher og arbejdsopgaver, der passer godt til dig
- bekendt med hvordan en arbejdsplads fungerer – både praktisk og socialt
- mere klar til at starte uddannelse eller arbejdsliv efter din STU.
Udtalelse om praktik
"Egentlig havde jeg i flere år tænkt, at jeg helst ville arbejde indenfor køkken og kantine. Derfor havde jeg forskellige praktikker i køkken-/ kantineområder. Det var rigtig godt at prøve.
Jeg var godt klar over, at jeg også skulle prøve andet slags arbejde og sagde derfor også ’ja’, da jeg fik mulighed for at komme i praktik i en dagligvarebutik. Det blev en super god oplevelse
Chefen og de øvrige kollegaer var søde og forstående, når der var opgaver, jeg skulle have hjælp til. Ret hurtigt blev jeg ok go’ til arbejdet og fandt faktisk ud af, at det var sådan et arbejde jeg godt kunne se mig selv i, når jeg blev færdig med min STU-uddannelse.
Nu er jeg færdig med uddannelsen, er blevet afklaret til Flexjob og det bedste af det hele er, at jeg er blevet fastansat i dagligvarebutikken, hvor jeg har haft praktikforløb.
Jeg kan varetage stort set alle de opgaver en butiksmedarbejder skal kunne løse og det er skønt at møde alle de mennesker, der handler i butikken."
Udtalelse fra tidligere elev på STU Randers