Ung & Fremtid

Hvordan vil du gerne have, at dit voksenliv skal se ud? Hvor du skal bo, hvordan man passer en økonomi, et hjem og en selv. Det er noget af det, som du vil lære om på minilinjen Ung & Fremtid.

For dig, der gerne vil tage ansvar og have indflydelse på din fremtid

Hvordan vil du gerne have, at dit voksenliv skal se ud? Hvor vil du bo og hvad drømmer du om at arbejde med? Hvordan passer man en økonomi, et hjem og sig selv? Minilinjen Ung & Fremtid handler om dig og din rejse mod voksenlivet og større selvstændighed. Vi arbejder netop med at gøre dig klogere på dig selv, samtidig med at du lærer at tage ansvar og bliver forberedt på et liv som voksen.

Du får kendskab til

  • Bedre kendskab til dig selv og indsigt i egne muligheder og udfordringer – herunder hvad dine styrker er, og hvad du har brug for hjælp til i voksenlivet.
  • Bo-træning og hverdagsliv – lær om madlavning, rengøring og tøjvask, samt hvad det vil sige at bo alene eller med andre.
  • Økonomi og ansvar – lær om hvordan man lægger et budget og betaler regninger
  • At sætte grænser og tage ansvar, så du får mest mulig indflydelse på dit eget liv
  • Samfundet og hvad det vil sige at være en del af et fællesskab.
  • Uddannelse og job – hvilke muligheder har du, og hvordan når du derhen?

Din undervisning

På minilinjen Ung & Fremtid fokuserer vi på dig og din rejse mod voksenlivet, og vores mål er at sikre et tilfredsstillende og aktivt voksenliv med en så selvstændig livsførelse som muligt. Du bliver bedre rustet til at tage dine egne beslutninger, finde retning og stå stærkere i dig selv. På Ung & Fremtid foregår undervisningen i trygge rammer, hvor vi støtter hinanden og giver plads til forskellighed.

Gennem undervisning, træning og inspirationsture arbejder vi med virkelige temaer, der giver dig redskaber og mulighed for at udforske forskellige dele af voksenlivet, herunder bo- og livsformer samt arbejds- og fritidsliv. Derudover undersøger vi mulighederne for et aktivt ungdomsliv i idrætsklubber, foreninger og andre fællesskaber.

Vi ser på boligmuligheder, og øver os i hverdagens gøremål som for eksempel indkøb, rengøring og tøjvask, så du lærer at holde dit eget hjem. Du vil desuden lære om økonomi, blandt andet hvordan du lægger et budget, anvender MitID og e-boks, samt om forsikring.

Som borgere i et samfund har vi desuden nogle rettigheder og pligter, ligesom der er en række spilleregler, vi alle skal følge. På Ung & Fremtid ser vi på, hvad det vil sige at være samfundsborger både lokalt, globalt og digitalt.

Praktik

Vi får kendskab til arbejdslivet ved at forberede os på praktik og ved at besøge uddannelser og arbejdspladser.

Når du er klar til praktik, taler du med din vejleder om, hvilken virksomhed, du gerne vil prøve dine evner af i. Vi hjælper dig med at tilrettelægge praktikken, så den tager udgangspunkt i dine ønsker og behov.

Du kan komme i praktik i flere forskellige typer virksomheder. Eksempler på praktikker kan være i et supermarked eller andre typer butikker, rengøringsvirksomheder eller som anlægsgartner eller en håndværksmæssig virksomhed. Mulighederne er mange.