
Værdier, mission og historie
Vores værdier favner de grundprincipper, som er med til at forme kulturen på STU Randers
På STU Randers har vi tre bærende værdier, som er med til at danne grundlaget for vores kultur og omgang med hinanden på skolen. De tre kerneværdier er:
- fællesskab
- nysgerrighed
- udvikling
Læs mere om vores værdier og mission
Fællesskab er en vigtig del af STU Randers. Vi samarbejder med eleverne og laver grupper, så de passer godt sammen. Vi respekterer forskellige udgangspunkter og finder fælles løsninger for at støtte eleverne bedst muligt.
Vi skaber gode rammer, der giver plads til både store og små fællesskaber. På vores skole er der plads til forskellighed, og vi anerkender, at både elever og personale bidrager med noget unikt. Vi er åbne over for hinandens måder at være i fællesskabet på, så alle føler sig accepteret og set.
Personalet er nærværende og skaber en følelse af tilhørsforhold for vores elever. Vi ønsker, at eleverne skal føle, at de hører til, og at de er en del af et "vi". Gennem fælles aktiviteter oplever vi sammenhold og udvikler en fælles identitet.
Vi opmuntrer eleverne til at tage ansvar for fællesskabet, samtidig med at de har frihed til at være sig selv. Personalet er tilstedeværende og i øjenhøjde med eleverne, hvilket styrker vores relationer.
På denne måde bygger vi et stærkt fællesskab, hvor både elever og personale har mulighed for at udvikle sig.
Nysgerrighed er en vigtig del af vores læringsmiljø. Her er både elever og personale interesserede i hinanden som individer. Vi møder hinanden åbent og uden fordomme, hvilket skaber en tryg atmosfære for dialog og udforskning.
Vi opfordrer eleverne til at være nysgerrige og til at tænke dybere. Samtidig er vi også interesserede i kollegaernes faglige perspektiver og praksis.
Vi giver plads til nysgerrighed ved at anerkende, hvem vi er hver især, og hvad hver enkelt bidrager med. Vores nysgerrighed på hinanden motiverer os til at forstå hinandens interesser og behov.
På STU Randers værdsætter vi forskellighed og ønsker at videreuddanne os for at kunne støtte eleverne bedst muligt. Vi tror på vores elevers potentiale og tør udfordre dem, hvilket hjælper dem med at tro mere på sig selv.
I dette miljø blomstrer nysgerrigheden, og sammen skaber vi et fællesskab, hvor alle lærer og udvikler sig.
Udvikling er en kerneværdi for STU Randers. Vi fokuserer på at udvikle elevernes kompetencer, så de kan blive så selvstændige som muligt. Vi forventer, at eleverne prøver nye ting og deltager aktivt. Nogle gange fører det til overraskende resultater og nye læringsmuligheder.
Vi udvikler os sammen som et team og er nysgerrige på nye idéer og forandringer. Vi har forventninger til hinanden i personalegruppen og til vores elever. På den måde skaber vi en kultur, hvor udvikling er en del af alt, vi gør.
Personalet styrker sin faglighed gennem sparring i teamet, kurser og efteruddannelse. Vi arbejder også på at blive bedre inden for de fagområder, vi brænder for, og vi insisterer på, at vi altid skal videre. Dette hjælper os med at give eleverne den bedst mulige støtte.
Nysgerrighed, fællesskab og udvikling er tre centrale elementer, der arbejder sammen i vores læringsmiljø. Når vi fremmer nysgerrighed, skaber vi en kultur, hvor både elever og personale er åbne for at stille spørgsmål, udforske nye idéer og lære af hinanden. Denne nysgerrighed motiverer os til at opdage nye måder at lære og samarbejde på, hvilket styrker fællesskabet.
Fællesskabet giver en tryg ramme, hvor eleverne føler sig accepteret og set. I et stærkt fællesskab opfordres eleverne til at dele deres oplevelser, erfaringer og tanker, hvilket fremmer nysgerrighed. Samtidig arbejder vi sammen mod fælles mål, hvilket gør det lettere at støtte hinandens udvikling.
Udvikling er resultatet af denne interaktion. Når vi er nysgerrige og arbejder i fællesskab, skaber vi muligheder for vækst. Eleverne udvikler deres færdigheder og selvstændighed, mens personalet også lærer af hinandens erfaringer og perspektiver.
I hverdagen hænger disse tre elementer derfor sammen i en cirkulær proces: Nysgerrighed fører til et stærkere fællesskab, som igen fremmer udvikling. Denne dynamik gør det muligt for os at skabe et inspirerende og støttende læringsmiljø, hvor både elever og personale trives og vokser sammen.
Historie
Skolen, der i dag hedder STU Randers, åbnede første gang i 1983. Dengang blev skolen kaldt Voksenskolen Odinsgården og havde adresse i Odinsgade overfor kommunens bygninger på Laksetorvet i hjertet af Randers.
I begyndelsen tilbød Voksenskolen Odinsgården udelukkende specialundervisning for voksne. Skolens undervisning blev organiseret med baggrund i Undervisningsministeriets lov om specialundervisning for voksne af 4. juli 1983.
I perioder har skolen også drevet daghøjskole. I starten af 1991 kom undervisning af senhjerneskadede voksne til.
I august 1999 flyttede skolen til Bakkevej i Hornbæk og skiftede i den forbindelse navn til Odinsskolen. Skolen optog elever fra 14 omegnskommuner i den nordøstlige del af Århus Amt.
I 2002 vedtog Århus Amtsråd en prioriterings- og spareplan, der blandt andet omfattede omlægning af den kompenserende specialundervisning på amtets tre voksenskoler. Det resulterede i introduktionen af brobygningskonceptet med et tre-årigt ungdomstilbud til udviklingshæmmede og et tre-årigt tilbud til brugere på aktivitetscentrene (Årskursus). Ved samme lejlighed ansatte man for første gang pædagoger som medspillere i undervisningen.
I forbindelse med strukturreformen overgik Odinskolen pr. 1. januar 2007 til Randers Kommune, organisatorisk placeret i Handicapafdelingen under Social og Arbejdsmarked. I Voksen Handicap blev der oprettet fem områder med hver sin områdeleder, hvoraf specialundervisning for voksne udgjorde det ene.
1. august 2007 blev Lov nr. 569 vedr. Ungdomsuddannelse af Unge med Særlige Behov (USB) introduceret – de fleste steder i landet kaldet Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). Randers Kommune placerede Odinskolen som hovedaktør på området.
Den 1. september 2008 fejrede Odinskolen 25 års jubilæum og tog ved den lejlighed navneforandring til Center for Specialundervisning for Voksne i Randers - CSV Randers.
I skoleåret 2008-2009 optog STU Randers de første STU-elever med en meget udvidet målgruppe i forhold til tidligere.
I 2010 gennemførte Handicapforvaltningen omfattende besparelser med blandt andet lukning af Årskursus til følge. Det betød, at medarbejderstaben hos STU Randers blev reduceret fra 32 til 25.
Den 1. januar 2012 overtog STU Randers ledelsen af samværs– og aktivitetstilbuddet Ståstedet, Egholmsvej 4, 8930 Randers NØ.
Den 1. august 2012 hjemtog Randers Kommune taleundervisningen fra Region Midt, og den blev placeret på STU Randers. Der blev ansat to logopæder til at løse opgaven.
I oktober 2012 flyttede neuroundervisningen tilbage til Bakkevej.
I august 2013 flyttede STU Randers til nye lokaler i Hald omkring 14 kilometer nord for Randers. Flytningen har blandt andet betydet mere plads, grønne områder, egen gymnastiksal, lyse og velfungerende undervisningslokaler og langt bedre langt bedre indretning for alle målgrupper.
Hjernecentret og STU opsplittes i to forskellige forvaltninger november 2015. Specialgruppen og STU slås sammen under én ledelse. Pr. april 2018 er Specialgruppen ikke længere en del af STU Randers.
I 2024 skiftede skolen navn til sit nuværende navn STU Randers.